Stacks Image 5

Random filnavne

Af: | |

Jeg sidder sommetider og nørder med spiludvikling. Det er en hyggelig måde at stresse af på … lidt ligesom Sudoku, kryds & tværs, at læse en god bog, strikke eller se tv.

I dette lille blog·opslag får du et par tips til nogle programmer, du kan bruge til de indlendende øvelser, når du går i gang med at gamedesigne, hvis du vel at mærke arbejder på Mac, som jeg gør. Et af programmerne er et program, som kan generere random filnavne … og hvad kan man så bruge det til?

Under corona-pandemien udviklede jeg en ludo-klon, som jeg satte i produktion, DogsHit, som i dag sælges online på hjemmesiden www.dogshit.dk. Nej … det er ikke noget, jeg bliver rig af, men det gør man jo heller ikke ved at spille Sudoku! Det handler mere om den personlige tilfredsstillelse ved at udvikle – ved at 'løse' en opgave. I ♥️ it.

Jeg har, som så mange andre, en skrivebordsskuffe med projekter, og nu har jeg trukket et af dem frem fra hatten. Et kortspil. Jeg har altid ønsket at udvikle et kortspil, dvs. finde en sjov og spændende gameplan, nørde med designet og prøve spillet af.

Jeg arbejder på et trykkeri som grafisk ninja – layouter tryksager, beregner priser, rådgiver og vejleder – så det letteste i hele verden ville være at printe kortene og teste demoen live. Men her er jeg ikke endnu. Jeg kan godt lide at sidde foran computeren og prøve forskellige scenarier, layouts og spilsituationer.

Som de fleste grafikere bruger jeg Adobe-pakken, dvs. Adobe InDesign, Adobe Illustrator og Adobe Photoshop. Det er standard i den grafiske branche. Adobe InDesign brugte jeg også til at teste spilsituationer, da jeg udviklede DogsHit.

Men til kortspil har jeg brug for et lidt andet setup, og her er mit valg faldet på – jeg arbejder på Mac – Freeform, som følger gratis med Mac'en. Freeform giver dig ét stort kanvas at lege med, dvs. placere billeder, skrive noter, flytte og organisere elementer. Det fungerer overraskende godt.

Kortene – med deres forskellige værdier – har jeg designet i Adobe InDesign. Til første demo har jeg brugt Midjourney til at generere motiverne.

Den sidste lille udfordring er, at kortene – når jeg spiltester elektronisk – skal ligge i en bunke i en tilfældig rækkefølge! At trække kortene ind i Freeform i en tilfældig rækkefølge er lidt en langsommelig affære, fordi grafikfilerne (jpg el. png) bliver eksporteret med navn og nummer i rækkefølge fra Adobe InDesign.

Her fandt jeg så et lille fint program, Transnomino, som genererer random filnavne, og det bruger jeg så, inden jeg trækker filerne (kortene) ind i Freeform – i den tilfældige rækkefølge, som er defineret af Transnomino.

Transnomino er shareware eller coffee-ware. Du kan, hvis du synes, at programmet løser din opgave, betale et beløb, du selv fastsætter.

Før randomisering

Efter randomisering

Freeform – drop af billeder

Her kan jeg trækker kort ned fra 'bunken' og simulere en runde. Og skrive noter på små gule stickies. Det fungerer superfint.

Og så lige en kop kaffe til udvikleren af Transnomino 😘

Hejdig.dk

Fredelig sameksistens

hejdig.dk er et kollektiv af flere hjemmesider, som engang har ligget spredt på forskellige www-adresser og nu har samlet sig i hejdig-universet.